Johannes Friis Sløk ♂

Dansk Forfatter, Historiker, Oversætter og Professor

Beskrivelse

---

Johannes Sløk, Johannes Friis Sløk, 27.4.1916-30.6.2001, teolog. Født på Frbg. (Solbjerg), begravet på Vejlby kirkegård, Risskov, Århus. S. fortæller i sin selvbiografi at han dumpede til optagelsesprøven for postelever. Han meldte sig derefter til Akademisk kursus, hvorfra han blev student 1936. Efter teologisk embedseksamen 1943 fra Kbh.s univ. var han højskolelærer et år, knyttedes så til Århus univ. hvor han siden virkede. 1944–47 var han tillige hjælpepræst, og efter disputatsen, Forsynstanken, 1947 var han på studieophold i bl.a. Frankrig og Italien. Fra 1952 var han både lektor i systematisk teologi og lærer ved det nyoprettede Marselisborg seminarium. 1959–67 var S. professor i teologi med kristen idéhistorie som speciale, og 1967–77 var han professor i faget idehistorie under det humanistiske fakultet hvorefter han atter blev teologisk lærer som professor i etik og religionsfilosofi 1977-86. Ikke kun pædagogisk fastholdt S. sammenhængen mellem teologi og humanisme; også i sin forskning befandt han sig bestandig i spændingsfeltet mellem en humanistisk tolket idéhistorie og teologien. Hans anliggende var primært en undersøgelse af forholdet mellem individ og verden/samfund. En undersøgelse af betingelserne for at kunne forstå et menneske som andet end et produkt af omstændighederne. S. ville forstå individet som skæbne. Han samlede derfor sin forskning om tre hovedepoker i europæisk tænkning. For det første Platons filosofi hvor idealisme og sokratisk tvivl bestandig brydes med hinanden, og hvor forholdet mellem moral og skæbne er afgørende. S. skrev flere introduktioner til Platon og gennemført en dybtgående analyse af Platons dialog Protagoras, 1963. For det andet beskæftigede S. sig omfattende med renæssancen hvor middelalderens enhedstænkning opløses. Det skete i studier over Pico della Mirandola og Nicolaus Cusanus. Ikke mindst interesserede S. sig dog for Shakespeare som renæssancedigter. Han foretog bl.a. 13 kommenterede nyoversættelser af Shakespeareskuespil. Hertil kommer hans vægtige bidrag til "De europæiske ideers historie", 1962 hvor just menneskets frigørelse i renæssancen ses som det afgørende vendepunkt i europæisk tænkning. I den periode ændres opfattelsen af forholdet menneske/verden fundamentalt. Individet bliver på en vis måde hele universet. "Det er mennesket, der ved sin placering og sin funktion bærer universet; uden mennesket ville det falde sammen i kaos". Nutidstænkningens forudsætning er da, ifølge S., at ideen om at verden, Gud og mennesket er sammenhængende i et velordnet system, definitivt er brudt sammen. Det tredje hovedtema i S.s forskning var logisk nok derfor analyser af de tænkere og kunstnere der radikalt har formået af fastholde denne forudsætning. Vigtigst har i den henseende været beskæftigelsen med Søren Kierkegaard, fra Die Anthropologie Kierkegaards, 1954 til det også i kunstnerisk henseende spændende filmmanuskript, Lidenskab og Krise, 1981. I hovedværket fra 1978, Humanismens tænker tolker S. Kierkegaards menneskeforståelse som "Mennesket er lidenskab", dvs. det er henvist til selv at søge en mening etableret i en uoverskuelig og usammenhængende og meningsstum verden. Lidenskabeligt, dvs. med grund i sin egen vilje til eksistens, må individet etablere en bærende kvalitet i tilværelsen der kun er at finde i selvansvarligheden, i at samtykke i den personlige skæbne. I bøgerne om Eksistentialisme, 1964 og Det absurde teater og Jesu forkyndelse, 1968 fremhæves den moderne bevidsthed som et rationalitetens sammenbrud, "verden har vendt mennesket ryggen". Der gives principielt intet svar på menneskets lidenskabelige villen eksisterer, dvs. ikke rationelt, men måske religiøst. S.s teologiske tænkning er derfor en skarp kritik af den teologi der mener at kunne argumentere for religiøse sandheder. Kritikken udfoldedes mod enhver form for skabelsesteologi i Teologiens elendighed, 1979. Forudsætningen for denne kritik udarbejdedes religionspsykologisk i Det religiøse instinkt, 1960 hvo