Tyven Johanne

Min tyvagtige tip-tip-oldemor


I jagten på min slægt på min farmors side - hun var en Dyrberg - fandt jeg at hendes oldefar var Peder Nielsen Dyrberg f. 14 februar 1790 i Viborg, og oldemor med det smukke navn Johanne Elisabeth Sundstrup, f. 23 november 1795, også Viborg.

De blev gift 30 maj 1817 i Rødding, hvor hendes forældre boede på dette tidspunkt. De fik 3 børn, hvor den ældste døde som spæd.
Nr. 2 er min tipoldemor Marie Birgitte Dyrberg f. 1819 og nr. 3 Else Cathrine Dyrberg f. 1824.

I folketællingen 1834 bor forældrene hver for sig i Viborg, og jeg ser samtidigt at de er blevet separerede. Af forhandlingsprotokollen i Viborg Amtsarkiv på Landsarkivet i Viborg ses at amtmanden forgæves har forsøgt mægling og at der af hensyn til børnenes tarv ikke tillades nogen af dem at indgå et nyt ægteskab.


Stænderpladsen 1835. Akvarel af Rasmus Henrich Kruse.
Fra "Viborg Bys Gadenavne"

Jeg finder længere frem i kirkebogen - og nærmest ved et tilfælde - at Johanne Elisabeth har født et uægte barn i 1828, der dør som spæd, og tænker at hun nok har været årsag til separationen, Pludselig støder jeg på flere med efternavnet Dyrberg - ialt 4 styk - født 1825-33, med en fader også ved navn Peter Dyrberg, der er skrædder, men med en mor med navnet Ane Magrethe Büssing eller Byrsing, og er så klar over, at grunden til separationen nok i højere grad er hans utroskab.

Der går nu lang tid, hvor jeg ikke kan finde ud af hvor Johanne Elisabeth Sundstrup og hendes to døtre fra ægteskabet er blevet af. Min tipoldemor Marie Birgitte dukker op i 1843 som mor til en uægte født dreng ved navn Carl Martinus. Den udlagte fader er en omrejsende tandlæge Edvard Mendelson fra Hamburg. (Hvad lavede en tandlæge i 1843? Gjorde han mere end at trække tænder ud?)

Jeg leder nu videre i forskellige kirkebøger og finder at Johanne Elisabeth har fået endnu et barn uden for ægteskab i 1834 med en mursvend fra Rødding, også med efternavnet Dyrberg. Denne Jens Peter Dyrberg ved jeg ikke noget om, og ej heller hvor Johanne er forsvundet hen siden 1834, hvor hun er logerende, bor i Lille Bradepande, Viborg og ernærer sig ved "Hændernes Gierning".
Til sidst kigger jeg under Viborg Tugthus. Lidt overrasket ser jeg, at hun findes her i 1845, enke (dvs. separeret), almisselem.


Tugthusets facade i 1843. Midt i bygningen ses porten, der var den eneste indgang.
Det høje hus til venstre er en planlagt nybygning (Rigsarkivet).
Fra Jyske Samlinger 1950-52.


I Trap står der: "Fabriksdriften (især klæde-, uldne-, og linnede Varer) var i det første Aarhundrede tillige med fangernes Underhold overdragen til private Entreprenører og Interessentskaber under Statens Tilsyn, men gik 1845 helt over til denne".

Jeg tænker: Hun er nok blot meget fattig, så hun er sat ind for at arbejde for føden.
Nej, ifølge fangeprotokollen er hun 1. November 1838 sat i fængsel for tyveri og indbrud. Dommen er på livstid, og kagstrygning, men hun blev løsladt 13 juli 1847 efter Kongelig Befaling 16. Juni 1847 og hun blev også i 1839 benådet fra kagstrygning.

I Gyldendals Leksikon og Dagligt Liv i Danmark I side 315-6 står der under kagstrygning:
også kaldet hudstrygning, legemsstraf hjemlet bl.a. i Chr. V´s Danske Lov fra 1683, bestående i at forbryderen bundet til en pæl, kag, der stod på byens torv eller andet offentligt sted, piskedes af bøddelen med 9 tykke birkeris, således at han fik 3 slag af hvert, altså ialt 27. Ved kagstrygningen blev synderens hænder stukket ind i en rebløkke, hvorpå han blev hejst så højt til vejrs, at hans tæer akkurat nåede jorden. Det var en vanærende straf; den var ofte forbundet med brændemærkning og med frihedsstraf. Med lov af 1833 om legemsfornærmelser afskaffedes den årlige kagstrygning og brændemærkning af forbrydere efter strafudståelsens påbegyndelse, mens selve kagstrygningen først blev afskaffet ved Straffeloven 1866, dvs. den var forinden gået af brug."


Arresthuset i Viborg

Blandt papirerne vedr. fangerne lå benådningen for kagstrygning 8. April 1839 , Relation og Signalement samt afskrift af dommene i Overretten (Landsoverretten d. 15 oktober 1838) og Underretten (Viborg Byes Extraret d. 10 juli 1838), hvor hun har erklæret sig tilfreds med den afsagte dom (på livstid) - "dog udbeder hun sig om det maatte blive hende tilladt at indgive en Alleunderdanigst Ansøgning om Fritagelse for Kagstrygning". (Jeg håber en dag at finde hendes ansøgning).

Relation og signalement giver mange oplysninger f.eks. hvor hun er konfirmeret, at hun er skilt, om antal børn, hvordan hun ser ud ("koparret, mørkt Haar og brune Øine, maadelig høj, ikke føer, maadeligt udseende og taler Dansk"). Der står også om hun har været straffet før:

Hun har været i fængsel paa vand og brød i 30 dage for hæleri, i forbedringshuset i eet år for hæleri og i fængsel på vand og brød i 3 gange 4 dage for ulovlig omgang med hittegods.

Nu må jeg tilbage til domsprotokollen og sagerne vedrørende fangerne. 1832 er året. Der står, hvad jeg ved, at hun har "avlet" tre børn med ægtemanden, drengen er død og de andre er to piger på 8 og 11 år (burde nok være 12 eller 13). Hun har fået et uægte barn, der også døde. Hun bekjender sig til Landets Religion. Straffen på vand og brød i 30 dage (6 gange 5 dage) havde hun i 1831 fået ved Fiends og Nørlyngs Herreds Ret. Ved Viborg Byes Extraret d. 16. Maj 1832 kræver anklageren 2 års tugthusarbejde, men hun dømmes til et og et halvt År. Ved Højesteretten 24 oktober 1832 fik hun dommen nedsat til et Aar.


Vestre Landsrets Bygning

Men hvad havde hun lavet for at få så hårde straffe - til sidst i 1838 endda livstid?

Jeg må ind i Domsprotokollerne. Her er der mange sider gotisk håndskrift at læse. Jeg garanterer ikke for oversættelsens korrekthed:
I 1832 laver hun indbrud og hæleri med en Eggert Christensen Rødding (fra Rødding?). Han har tidligere udstået straf af 5 Aars Rasphusarbejde for betleri og 2 tyverier med efterfølgende salg. I 1831 blev han dømt for løsgængeri. Nu kræver anklageren ham dømt til Fæstningsarbejde på livstid for tyverier, som han nægter at have begået, og han får 30 dages fængsel på vand og brød, men Højesteret gav ham til slut et år.

En anden tiltalt er Maren Vistisen, der får fængsel på vand og brød i 20 dage med "Befalet Mellemkost". Hun hjalp med at sælge tyvekosterne.
Endvidere er der et ægtepar Christen Ballund med hustruen Karen Kirstine Gregersdatter, der også bliver dømt for hæleri. De fik hver fængsel på vand og brød i 5 dage.

Hvad er det Johanne Elisabeth og de andre har gjort?
I 1832 benægter hun tyveri sammen med Eggert Christian Christensen Rødding og Maren Vistisen af et sengetæppe fra Fuldmægtig Thorsen, linned fra Ernitz Roulands kone og fra Pigen Ane Maria Christensdatter, uldent lændeskørt fra Ellen Petersdatter og andre ting ikke nærmere specificerede, men erkender hun har faldbudt og solgt en stor del af dem.

Hun dømmes som nævnt alligevel ved Extraretten efter forordningen af 20 februar 1789 §7 andet Membrum (dvs. paragraf eller del) til 1½ års arbejde i Viborg Tugthus. Den ændres til ved Højesteretten 24 oktober 1832 til eet Aar.

10. juli 1838 dømmes hun i Viborg Bys Extraret til kagstrygning og arbejde i Kjøbenhavns Tugthus på livstid efter forordningen af 20 februar 1789 §4, idet det oplyses at hun ud over dommen i Januar 1831 ved Fiends-Nørlyng herreders Ret for tyveri og den ovenfor nævnte dom 1832, også er dømt af Højesteret d. 22. Juni 1836 til Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 4 Dage for "Svigagtig Omgang med Hittegods".

Dommen ændres 15 okt. 1838 i Landsoverretten til at straffen skal aftjenes i Viborg Tugt- og Forbedringshus. Men stadigvæk fik hun kagstrygning og livstid. Hvilke forbrydelser begik hun da?

I 1838 har hun første gang allieret sig med en Jens Laursen Trandum, der har en stribe domme fra 1826 til 1837, dette er hans ottende. Han dømmes også til kagstrygning og fæstningsarbejde "sin Livstid". Han er da kun 34 år. Han dømmes også for løsgængeri. Han har betlet og "har givet det urigtige Opgivende at han var en brandlidt Mand". Han og Johanne Elisabeth har brudt ind hos konsumtionsbetjent Sonne - og stjålet en blaa Krukke, en brun kort Pels, en Barnechenillie (en slags kappe) med slag, et forklæde , en Krukke med Asier og 2 Rullepølser.
Han dømmes efter Forordningen af 20 februar 1789 til fæstningsarbejde på livstid.

De fleste røverier har hun dog begået med en Roland Christian Hansen :
Hos avlsmand Niels Ingstrup har de prøvet at stjæle æg, strømper og en sæk, de blev opdaget og måtte efterlade Rolands hue med æggene - hos en avlsmand Peder Ditlevsen en krukke med 7 pund smør, en ny fyrretræsspand, sigtemel, gryn og kartofler - hos Kiøbmand Buchvaldt 10-12 hvidkaal - og igen hos konsumtionsbetjent Sonne stjålet en skjorte, en særk og en dug, i landsoverretsdommen står der linned og nogle gangklæder. Her står også at han løftede hende over plankeværket ind til "Haugen" (haven) og hun klatrede gennem nogle allerede ituslagne vinduer ind og rakte tingene ud til ham. På vej ud stjal de 3 "Gjæs".

De fortsætter: Hos gaardmand Niels Jensen Væver i Løvel: et par sko, som tilhørte en tjenestedreng men afstod ellers fra deres fortsæt, da de opdagede at der var folk i storstuen., men 8 dage efter prøver de igen samme sted og tager: 2 jerngrebe, 3 lyngleer, et hakkelsesjern, 6 forskellige lundstikker, nogle jernnagler og et par stigbøjler med stigremme. Johanne har i fattighuset desuden fraranet en mand "Syetøj, nogle Markstykker og en sølvbeslagen Pibe".

Med Anders Jensen Dalsgaard har hun stjålet et par støvler og en sæk uld fra en vogn tilhørende vognmand Eilert Madsen af Nykjøbing, der stod i avlsmand Søren Lauersens gaard. Ulden tilhørte Jomfru Aagaard.
Roland Christian Hansen har tidligere været idømt 3 års rasphusarbejde for 2 gange begaaet tyveri. Nu idømmes han fæstningsarbejde på livstid.

I dommen 1832 til Johanne Elisabeth Sundstrup på 2 års tugthusarbejde ved Extraretten indgår også dom for løsgængeri.

Maren Vistisen, der også i 1832 blev dømt (for hæleri), bliver nu i 1838 i Viborg Byes Extraret dømt til 3 år i Forbedringshuset (for første gang begaaet tyveri og anden gang hæleri), der i Landsoverretten nedsættes til eet år (dømt efter Forordningen af 20 februar 1789 §1 og §7) grundet hendes vandel og "Forhold i denne sag". Hun er anklaget for at have stjålet et ur i Konsumtionsboden ved Skottenborg Port i Viborg fra en konsumtionsbetjent Peder Blom, men hævder at han har givet hende det, da hun er svanger med hans barn. Han benægter begge dele, men i kirkebogen er han ved fødslen i 1837 udlagt som fader.


Skottenborg cirka År 1900
Fra
"Viborg Bys Gadenavn"

Hun dør i tugthuset året efter sin indsættelse, i september 1839, 39 år gammel. Hun får ialt 5 uægte børn, 4 drenge og 1 pige.

Skrædder Mortensen, der er 72 år gammel, og hustruen Johanne Frederikke Dallin, 66 år, har begået hæleri. De har modtaget en kjole fra Johanne Sundstrup i forvaring. Kjolen var stjålet. Byretten dømmer dem til "hensættes i Simpel Fængsel på Sædvanlig Fangeskik i 60 dage", der af Landoverrretten nedsættes til 20 dage til hver af dem. De dømmes efter forordningen af 20 februar 1789 §7 sammenholdt med Forordningen af 12. Juni 1816 .

Anders Dalsgaard får 3 år i forbedringshus for tyveriet af ulden og Bernt Poulsen får fængsel på vand og brød i 3 gange 5 døgn for at have "tilforhandlet sig flere Ting, som hun selv (underforstået Johanne Elisabeth) sagde dels at være stjaalen og dels fundne".

Johanne Elisabeth Sundstrup og Anders Dalsgård skal ifølge byretsdommen "Een for begge og Begge for Een erstatte og betale Eilert Madsen 6 Rd: sedler og Jomfru Aagaard godt 2 Rd.

Samtlige tiltalte skal "in solidum udrede alle de af Actorers og Dommers Execution flydende Omkostninger, hvorunder indbefattes Salair til Actor, Landsoverrets Procurator Lykke 10 Rd og til Defensor Landsoverretsprokurator Nyboe, 8 Rd:Sølv; dog således at Enhver især udreder de paa deres Arrest medregnende Omkostninger".
I Landoverretsdommen står der at den idømte erstatning skal stadfæstes. Dette stemmer ikke helt med at Actor nu skal have 15 rigsdaler sølv, Defensor 12 rigsdaler og Actor ved Overretten Deigaard skal også have 15. Hvordan disse beløb deles mellem de tiltalte er mig uforståeligt, da Sundstrup og Roland hver skal udrede 9/10, Trandum, Maren Vistisen og Bernt Poulsen hver en halvdel. Dalsgaard ¼ og Christen Mortensen (Maartensen) og kone hver 1/8.

Dommene stadfæstedes ved Højesteret den 8de Februar 1839. Her skal Auditeur (?) Liebenberg have 20 rigsdaler sølv.
Man kan vel regne med at det offentlige kommer til at betale.

Jeg kender ikke Johanne Elisabeths videre skæbne, efter hun kom ud af fængsel i 1847. Hun er ikke død- så vidt jeg har set - i Viborg By ifølge fortegnelsen på landsarkivet over døde i Viborg. Så jeg må igennem kirkebøgerne for de små sogne.
Men hvad skete med børnene?
De er - hvad der sikkert var normalt - kommet i pleje.

I folketællingen 1834 er der en Ane Marie Birgitte, 15 år, der er plejebarn hos Niels Jonassen Dyhrberg 77 år, dagleier og fattiglem og hustruen Birte Pedersdatter, 76 år: De bor St. Sct. Mikkelsgade Hus nr. 151 i Viborg.
Det må være Marie Birgitte, der bor hos faderens forældre.
Samme år konfirmeres hun i Viborg Sortebrødre. I folketællingen 1840 bor hun Viborg, Skottenborg Søndre Side Nr. 343 som tjenestepige hos en politibetjent Jacob Ch. Clemmensen, 49,og dennes kone og børn. I 1843 får hun sønnen Carl Martinus Dyrberg. I 1845 bor hun stadig hos politibetjenten, men ved navnet Ane Marie Dyhrberg, 26. Sønnen Carl Martinus er ikke opført. Til gengæld er han i folketællingen 1850 i pleie i samme familie, mens Marie Birgitte ikke forekommer her. Men jeg har fundet to børn hun har fået 1848 og 1849 med en skomagersvend Andreas Pedersen. Det sidste barn døde to dage gammelt. Her mister jeg hendes spor.

Hvad skete der med Johannes yngste datter Else Cathrine?
I 1834 bor hun nok under navnet Else Catrine Pedersdatter 11 år i Rødding hos Johanne Elisabeths bror og forældre, der da er 73 og 68 år. Her konfirmeres hun som 13 2/3 år. Hvorfor hun konfirmeres under den lovpligtige alder ved jeg ikke. I 1845 tjener hun hos fasteren Abelone Dyrberg og dennes mand Christen Løgstrup. D. 21 aug 1848 får hun sønnen Andreas Christian Dyrberg med karetmagersvenden Andreas Christian Løgstrup. Ifølge Family Search gifter hun sig 28 april 1861 i Trinitatis, København.

Carl Martinus gifter sig og får 9 børn. Han og konen bliver skilt i 1895 og begge befinder sig efter 1907 sandsynligvis i København (jeg fandt en med samme data, men fra Thisted?), hvor de bor hver for sig og dør i 1920.
Hvad kan man lære af dette?
Livet var meget hårdt i 1820 og 30erne. Straffen var meget hård ved småforbrydelser. Samtidig ser man den sociale arv med uægte børn og skilsmisser.
Den kan til dels brydes. Min farmor kom fra pauvre kår, men endte med at være rimelig velhavende.

Annette Fabricius, e-mail: annotto@post8.tele.dk

Tilføjelse

Siden jeg skrev historien om min tyvagtige tip-tip-oldemor Johanne:

I 2004 modtog jeg en e-mail fra Jørgen Sundstrup der havde registreret at Johanne døde 29. marts 1868 i Dalbyneder - 76 år gammel.
Dalbyneder sogn ligger i Gjerlev herred, Randers amt.
Jeg har endnu ikke fulgt hendes liv fra dette år og baglæns til 1847. Måske får jeg endnu et tip en dag!

Min oldemor Marie Birgitte giftede sig 1850 med Lauritz Jensen fra Thisted og fik 4 børn med ham inden han begik selvmord i en alder af 38 år i 1860. Stedet Thisted var dukket op i historien ovenfor - nu så jeg hvorfor.
Marie Birgitte dør 1868 - 49 år gammel.

Desuden fandt jeg ud af, at Johannes far Anders Laursen var bror til den legendariske Ane Elisabeth Laursdatter Sundstrup - født 1757 - som først blev gift med Henrik Erichsen Friisenberg, ejer af Søedahl. Senere blev hun gift med Christen Tolstrup af Hald Hovedgård.
Men se - det er en anden historie.

Litteratur:
Otto von Sprechelsen: Viborg Bys gadenavne. Udgivet af Viborg Byhistoriske Arkiv, Publ. Nr. 4,2. oplag, 1963
Otto von Sprechelsen: Viborg Bys Borgerbog 1713-1860 fra Viborg Byhistoriske Arkivs Forlag 1955, publ. N.3
Otto von Sprechelsen: Viborg Vandring fra Viborg Byhistoriske Arkivs Forlag 1969, Publ. Nr. 5, 3.udgave

Ejnar Poulsen: Viborg Amts Degne- og Skolehistorier, Eget forlag, 1957
Jyske Samlinger 1950-52 p. 25.